OPDAG KULTURSTRØGET

Kulturstrøget er en afslappende og kulturel gåtur gennem Roskilde Bymidte. Her møder du otte kulturaktører og deres mangfoldige tilbud på en rute parallelt med Algade fra Stændertorvet til Bibliotekshaven.

På Kulturstrøget kan du både stille den kulturelle sult og fylde maven. Besøg caféerne på Roskilde Museum, Roskilde Bibliotek og Stændertorvet. Nyd din medbragte mad i en af de hyggelige parker, eller tag en velfortjent pause i det fri. Kulturstrøget byder på noget for enhver smag og alle er velkomne.

Tag med på en tur ned gennem Kulturstrøget i denne video

Roskilde Domkirke

Kom med på en kongelig tidsrejse og oplev 1000 års historie i et arkitektonisk mesterværk. Roskilde Domkirke er optaget på UNESCO's liste over verdens umistelige kulturarv.

I de smukt udsmykkede gravkapeller er 40 konger og dronninger begravet. Traditionen med de kongelige begravelser fortsætter. H.M. Dronningens kommende gravmæle er færdigt og opstillet i Domkirken. Den røde teglstenskatedral med de mange tilbyggede kapeller og våbenhuse giver et enestående indblik i dansk arkitektur og historie gennem 800 år.

Domkirken er både sognekirke og turistattraktion og afholder gudstjenester, kirkelige handlinger og aktiviteter for børn og voksne.

Besøg domkirken.

Roskilde Museum

Roskilde Museum har været byens museum siden 1929 og ligger i hjertet af museets by med indgang fra Kulturstrøget på Sankt Ols Stræde. Museet viser udstillinger og afholder arrangementer, der handler om en af Danmarks ældste og mest betydningsfulde byer og byens omegn.

Museet ligger i to af byens markante fredede historiske bygninger: I Sukkerhuset, som er opført i 1761 til sukkerproduktion, der foregik i en kort periode frem til 1779. Før Sukkerhuset blev en del af Roskilde Museum var det i 1925-1984 byens brandstation. Den anden bygning, Liebes Gård, blev opført af købmand Jacob Borch omkring 1800 og er opkaldt efter familien Liebe, der boede her indtil år 1900.

Bymuseets vigtigste genstand er byen – udover at være et museum for byens historie er det også et museum om byen i dag og for den mulige by i morgen. Byens mennesker er derfor altid allerede en del af byens museum og er med til at forme byen dermed byens museum.

Besøg Roskilde Museum

Roskilde Bibliotek

Roskilde Bibliotekerne har i mere end 100 år været bemandet af nysgerrige ildsjæle med passion for mennesker, litteratur og kulturelle oplevelser af høj kvalitet. Hovedbiblioteket ligger på Kulturstrøget i hjertet af Roskilde, og vi har fem fyrtårne placeret i lokalområderne. Hver især hyggelige og inspirerende rum, der hver dag lyser op fra kl. 7-22.

Du kan møde vores bogbus ved 15 forskellige holdepladser i hele kommunen. Udover at fungere som dit lokale folkebibliotek, er vi et af Danmarks seks centralbiblioteker. Hos os finder du desuden både Roskilde Arkiverne, Borgerservice og Kreativt hus for børn.

Besøg Roskilde Bibliotek

Byens Hus

Byens hus er Roskildes lokale demokrati- og medborgerhus, der giver plads til udfoldelse, fællesskaber, tilfældige møder og inspiration. Her udlånes fx lokaler til almennyttige formål og afprøvning af nye ideer.

Byens hus er samlet set 3.000 m2 fordelt på to huse. Bygningerne er bevaringsværdige og har tidligere huset alt fra kirke, arrest og hospital til rådhus, turistbureau og borgerservice. I dag er huset et godt sted at starte for alle medborgere.

Kig ind. Der er rundvisning den første onsdag i måneden kl. 17.00

Besøg Byens hus

Kunsthuset Palæfløjen

Besøg Palæfløjen - Roskilde Kunstforening, som har til huse i Palæfløjen i Det Kongelige Palæ fra 1735 - også kendt som Det Gule Palæ.

Palæfløjen - Roskilde Kunstforening står årligt for 7-8 udstillinger samt foredrag, udflugter, kunstrejser og arrangementer for børn og voksne.

Roskilde Kunstforening blev stiftet i 1940 og er dermed en af landets ældste kunstforeninger. Med over 700 medlemmer, er det også en af landets største kunstforeninger.

Besøg Kunsthuset Palæfløjen

Roskilde Kloster

I mere end 300 år har der ligget noget så sjældent som et protestantisk frøkenkloster midt i Roskilde - oprindeligt kaldet Roskilde adelige Jomfrukloster. Klostret ligger, hvor dominikanermunkene "Sortebrødrene" byggede deres kloster i 1231. I dag er klosteret med sin unikke arkitektur, kunstværker, bibliotek og kulturhistorie en enestående del af den danske kulturarv.

Du kan opleve Roskilde Kloster på en guidet tur. I klosterets hovedbygning fra 1565 kommer du blandt andet gennem den smukt bevarede kirke og den prægtige riddersal, hvis loft er malet i 60 felter, der fortæller bibelens historie i billeder. Når vejret tillader, ser man også den smukke klosterhave.

I dag er klosteret med sine 11 boliger også ramme om et boligfællesskab for ældre.

Besøg Roskilde Kloster

Sankt Laurentius

I Sankt Laurentius kan du gå på opdagelse under jorden i den skjulte kirkeruin og dykke ned i stedets første 500 år, der fortæller om kirken fra den tidlige middelalder. Og tage en tur op ad de snoede trapper i det gamle kirketårn og få indblik i stedets næste 500 år. 1000 års historie samlet på et sted.

2 meter under Stændertorvet er vi 1000 år tilbage i tiden. Det var her, byen opstod i årtierne omkring år 1000. Her blev de første gader anlagt, og de ældste kirker bygget. Gennem århundrederne er gamle bygningsrester, gadebelægninger og affald fra mennesker og dyr aflejret i lag oven på hinanden til det nuværende gadeniveau.

Sankt Laurentii kirketårn blev opført i slutningen af middelalderen. Da kirken blev revet ned i 1531, overlevede tårnet. Det blev rådhustårn og fængsel. I tårnet kan du i dag få Roskildes bedste udkig over byen.s

Besøg Sankt Laurentius

Kreativt hus for børn

Den gamle klosterforvalterbolig i Algade 31 blev i 2018 omdannet til Kreativt hus for børn.

Stedet er børnenes vej ind til Roskildes mangfoldige kulturliv. Her kan børn og deres voksne møde musikken, billedkunsten, litteraturen, filmen og scenekunsten. Der er både drop-in aktiviteter uden tilmelding samt workshops, koncerter og filmvisninger, der kræver tilmelding.

Husets aktiviteter er primært målrettet de 4 – 10 årige, både når de kommer med børnehaven, skolen eller voksne med relation til barnet.

Se mere